Syv gode råd til en sikker digital hverdag
Vi tager ansvar for sikkerheden på vores netværk. Du kan selv være med til at beskytte din digitale hverdag.
Med nogle få gode vaner kan du gøre meget for at beskytte dig selv, dine personlige oplysninger og dine enheder. Rådene bygger på de danske myndigheders anbefalinger.
Hold dine enheder opdaterede
Sikkerhedsopdateringer beskytter mod kendte sårbarheder, som digitale kriminelle kan udnytte. Derfor er det vigtigt at holde din computer, mobiltelefon, tablet, trådløse router og andre internetforbundne enheder opdaterede.
Vær opmærksom på, at mange enheder, herunder trådløse routere, kun modtager sikkerhedsopdateringer fra producenten i en begrænset periode. Når opdateringerne ophører, kan enheden blive mere sårbar over for angreb – også selvom den stadig fungerer fint.
Vores råd
Slå automatiske opdateringer til, hvor det er muligt. Undersøg også, hvor længe dine enheder modtager sikkerhedsopdateringer. Når en enhed ikke længere understøttes, bør du udskifte den eller, hvis det er teknisk muligt, installere et andet operativsystem eller firmware, som fortsat modtager sikkerhedsopdateringer.
Brug stærke adgangskoder
Dine adgangskoder beskytter dine personlige oplysninger og digitale konti. Brug lange adgangskoder, gerne en sætning på flere ord, og brug en ny adgangskode til hver konto. Så er dine andre konti stadig beskyttet, hvis én adgangskode bliver lækket.
Vores råd
Brug en adgangskodeadministrator til at oprette og huske dine adgangskoder. Aktivér også tofaktorgodkendelse, hvor det er muligt. Det giver et ekstra lag sikkerhed, hvis nogen får fat i din adgangskode.
Beskyt dit trådløse netværk
Dit wi-fi forbinder mange af hjemmets digitale enheder til internettet. Derfor er det vigtigt, at dit trådløse netværk er beskyttet, så uvedkommende ikke får adgang til det.
Brug en stærk adgangskode til dit wi-fi, vælg WPA2 eller WPA3 som sikkerhedsstandard, og sørg for, at din router løbende bliver opdateret.
Vores råd
Skift routerens standardadgangskode til administration, og aktivér automatiske opdateringer, hvis det er muligt. Opret gerne et separat gæstenetværk, så dine gæster ikke behøver at bruge det samme netværk som dine egne enheder.
Pas på digital svindel
Digitale svindlere forsøger ofte at lokke personlige oplysninger, adgangskoder eller penge fra dig gennem falske e-mails, sms’er, telefonopkald og hjemmesider. De kan også forsøge at få dig til at installere skadelig software.
Vær særligt forsigtig med links. Et link i en e-mail, sms eller besked kan føre til en falsk hjemmeside, der forsøger at stjæle dine oplysninger eller få dig til at downloade skadelig software. Selv beskeder, der ser ud til at komme fra virksomheder, myndigheder eller personer, du kender, kan være falske.
Vores råd
Undgå at klikke på links, du ikke har tillid til – især hvis beskeden er uventet eller forsøger at få dig til at handle hurtigt. Gå i stedet direkte til virksomhedens eller myndighedens officielle hjemmeside, eller brug deres app. Vær også forsigtig med vedhæftede filer, du ikke forventer at modtage. Del aldrig dine MitID-koder med andre, og godkend kun handlinger, du selv har startet.
Husk sikkerhedskopier
Hvis din computer, mobiltelefon eller tablet bliver ramt af skadelig software, går i stykker eller bliver stjålet, risikerer du at miste billeder, dokumenter og andre vigtige filer.
Med en sikkerhedskopi kan du genskabe dine data, hvis uheldet er ude. Du kan fx gemme dine sikkerhedskopier på en ekstern harddisk eller i en sikker cloudtjeneste.
Vores råd
Tag regelmæssigt sikkerhedskopier af de filer, du ikke vil miste. Brug gerne en løsning, der automatisk tager sikkerhedskopier, og sørg for, at mindst én kopi opbevares adskilt fra dine enheder, så den også er beskyttet mod fx ransomware. Kontrollér indimellem, at du faktisk kan genskabe dine filer fra sikkerhedskopien.
Husk sikkerheden i dit smarte hjem
Smart-tv, overvågningskameraer, intelligente højttalere og andre internetforbundne enheder kan gøre hverdagen lettere. Men de kan også udgøre en sikkerhedsrisiko, hvis de ikke er beskyttet ordentligt.
Mange smarte enheder har begrænsede muligheder for sikkerhedsindstillinger og modtager kun opdateringer i en periode. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på sikkerheden – både når du køber nyt udstyr, og når du bruger det.
Vores råd
Skift standardadgangskoder, installér sikkerhedsopdateringer, og undersøg, hvor længe producenten understøtter dine enheder. Overvej at udskifte eller frakoble udstyr, der ikke længere modtager nødvendige sikkerhedsopdateringer.
Beskyt dig mod virus og skadelig software
Virus og andre skadelige programmer kan give uvedkommende adgang til dine personlige oplysninger, beskadige dine filer eller låse din computer, så du ikke længere kan bruge den.
Antivirussoftware kan hjælpe med at opdage og blokere mange af disse trusler. Flere moderne operativsystemer har allerede indbygget beskyttelse. Fx indeholder Windows 11 antivirusprogrammet Microsoft Defender, mens macOS har sikkerhedsfunktioner som XProtect og Gatekeeper. Det er derfor ikke altid nødvendigt at installere eller betale for et ekstra antivirusprogram.
Uanset hvilken løsning du bruger, er det vigtigt at holde både operativsystemet og sikkerhedsprogrammerne opdaterede. Vær også forsigtig med at downloade programmer og åbne filer fra ukendte kilder.
Vores råd
Undersøg, om din computer allerede har indbygget antivirusbeskyttelse, og kontrollér, at den er aktiveret og opdateret. Download kun programmer fra kilder, du har tillid til, og vær opmærksom på advarsler om skadeligt indhold. Husk, at antivirus ikke kan beskytte mod alle trusler, så dine egne sikkerhedsvaner er stadig vigtige.
Vi tager ansvar for vores del af sikkerheden
Hos Parknet er sikkerhed en naturlig del af vores arbejde med at levere internet. Vi investerer løbende i vores infrastruktur og sikkerhedsløsninger for at beskytte netværket og sikre stabilt internet – blandt andet med beskyttelse mod DDoS-angreb og andre trusler mod vores netværk.
- MANRS – et internationalt initiativ for mere sikker og robust internetrouting.
- TeleDCIS – en forening, der er med til at vejlede om og vedligeholde den nationale strategi for cyber- og informationssikkerhed, med særlig fokus på teleindustrien.
Selvom vi beskytter vores netværk, kan vi ikke forhindre alle digitale trusler. Derfor er dine egne sikkerhedsvaner også vigtige.
Sammen kan vi gøre din digitale hverdag mere sikker.
Har du spørgsmål til dit internet?
Brugerservice hjælper dig hver dag – hverdage kl. 09–21, weekend og helligdage kl. 13–19.